Sandplay Therapy, som
jeg har oversat til 'Sandbilledterapi', er udviklet af schweizerinden Dora M.
Kalff (1904-1990). Hun stod i nær kontakt med psykiateren C.G.Jung,
grundlæggeren af analytisk psykologi, hvis tanker og arbejde hun studerede.
Inspireret af Jung fik hun kontakt med Dr. Margaret Löwenfeld i England, en
pioner inden for behandlingen af børn med
psykiske problemer, spec. inden for udviklingen af non-verbal
kommunikation med børn. Foruden Jung og Löwenfeld var Dora Kalff´s tredie
inspirationskilde Zen-Buddismen, som hun studerede, hvilket bragte hende i
kontakt med ledende personligheder inden for buddistiske kredse.
Når man skaber et sandbillede efter D. Kalff’s metode har man til rådighed en
indvendigt blåmalet sandkasse af en størrelse, der er overskuelig for
synsfeltet. Man kan vælge mellem vådt eller tørt sand, og man kan forme sandet
til f. ex. at ligne lanskaber, idet den blå farve ser ud som vand. På hylder i
rummet er en mængde små figurer, som man kan sætte ind i kassen for at udtrykke
det, man ønsker.
Sandbilledterapi (sandplay) giver mulighed for, at dybere lag af
personligheden, lag som det er vanskeligt at formulere i ord, kommer til
udtryk. Når noget ikke så let udtrykkes i ord kan det være, fordi det helt
eller delvist ligger gemt i ubevidste lag af psyken, lag som et kreativt
udtryk, der involverer leg med hænder i sand og symbolske billeder, kan være
med til at bringe tættere på bevidstheden. Og det kan være, fordi det, vi har
brug for at udtrykke, er stærkt forbundet med vores følelsesliv, som ofte er
langt mere nuanceret og sammensat, end ord kan finde udtryk for.
Når et barn, et ungt menneske eller en voksen har psykiske problemer, ytrer
disse sig som regel i symptomer. Der kan være tale om f.ex. tristhed,
uligevægtighed og energiløshed, måske uro, aggressivitet og
koncentrationsbesvær, der kan vække bekymring hos en selv eller ens omgivelser.
Men når man som psykoterapeut skal hjælpe et andet menneske er det vigtigt, at
man kommer bagved symptomerne, at såvel den pågældende person som terapeuten
udvikler forståelse for symptomernes baggrund.
Jeg oplever sandbilledterapi som en metode, der i enestående grad er en hjælp
til at forstå baggrunden for et menneskes problemer. Men ikke bare det. I lige
så høj grad som problemområderne og deres baggrunde kommer til udtryk, kommer
også styrkesiderne, resourcerne frem i lyset og bliver via billedet
tilbagespejlet til billedets skaber såvel som til terapeuten.
At et menneskes psykiske styrkesider bliver aktiveret og kommer til udtryk er
til uvurderlig hjælp i en helbredelses- eller helingsproces. Det kan hjælpe til
at løfte selvtilliden, og det kan åbne til den energi, der er nødvendig for at
kunne løse indre konflikter og lægge dem bag sig. Metodens natur, herunder
kontakten med elementerne jord (sand) og vand og med et rigt spektrum af
arketypisk symbolik via udvalget af figurer, stimulerer tilgangen til Selvet.
C.G. Jung har beskrevet Selvet som den i os alle boende centrale og alt andet
rummende instans, der er bærer af vores selvhelende kræfter og af vores
incitament til vækst. I løbet af en sandbilledterapeutisk proces opstår typisk
efter en tids forløb billeder, der pejer i retning af Selvet. Dette bevirker
altid en nyorientering og et tilskud af energi hos det involverede menneske.
Dora Kalff talte om sandbilledterapi som en metode, der konstellerer et frit og
beskyttet rum for udtrykket. Det menneske, der udtrykker sig, har mulighed for
at arbejde på en helbredelses- og udviklingsproces, der involverer alle lag af
personligheden. Det er en helhedsorienteret metode, som kan indebære en dyb
transformativ proces og hjælpe mennesker, også når der er tale om alvorlige
problemer.
’Sandplay Therapy’ har i løbet af de sidste 25 år bredt sig til store dele af
verden. Specielt i USA, Japan, Italien og Tyskland er metoden nu udbredt og
ofte i hænderne på terapeuter, der er uddannede som jungianske analytikere. Det
er selvfølgelig vigtigt, at terapeuter, der arbejder med sandbilledterapi, har
baggrund og erfaring til at håndtere det kraftige potentiale, som metoden
rummer. Der er opbygget et internationalt selskab – ISST (International Society
for Sandplay Therapy) – for de terapeuter, der har gennemført den ret udførlige
uddannelse, herunder også længere tids egenerfaring, som man på international
basis er blevet enig om at foreskrive.